-
30-årig stukket med spids genstand ved skole i Hvidovre
Источник: BDK Borsnyt / 03 фев 2025 12:28:11 America/Chicago
En 30-årig mand blev mandag bragt på hospitalet efter at være blevet stukket med en spids genstand. Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. Han er uden for livsfare. Tre personer er indtil videre blevet anholdt i sagen. Politiet fik en anmeldelse om et muligt knivstikkeri på Åmarkvej i Hvidovre mandag eftermiddag. Ifølge TV 2 Kosmopol var politiet talstærkt tilstede ved uddannelsescenteret HF & VUC København Syd. Efterfølgende sagde skolens rektor til mediet, at hændelsen var sket uden for skolens bygninger, men dog på skolens areal ved parkeringspladsen. - Vi følger politiets anvisninger og tager sagen alvorligt. Vores elever og kursister har forladt skolen, og i morgen tager vi rundt til klasser med tilbud om psykologhjælp til dem, der måtte have ønske om dette, sagde rektoren til mediet. Billeder fra stedet viste blandt andet en person i en hvid dna-dragt stå sammen med tre betjente. De viste også, at der var sat afspærringsbånd op ved indgangen til HF & VUC København Syd. Politiet arbejder på at afklare forløbet i sagen. De foreløbige undersøgelser peger dog i retning af, at den 30-årig blev stukket på Åmarkvej, hvorefter en gerningsmand forlod stedet. Efterfølgende blev tre personer anholdt. Politiet mener, at de alle har noget med sagen at gøre. - Af hensyn til efterforskningen er det sparsomt, hvad vi kan frigive af oplysninger på nuværende tidspunkt, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose. - Men jeg kan sige, at vores foreløbige undersøgelser umiddelbart indikerer, at de involverede kendte hinanden forud for hændelsen. Tirsdag tages der stilling til, om de tre anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/30-aarig-stukket-med-spids-genstand-ved-skole-i-hvidovre